Om Furesø skakklub

Klubbens historie strækker sig tilbage til 1933. Furesø Skakklub (stiftet som Farum Skaklub) er en god gammel hæderkronet skakklub i det nordsjællandske område. Klubben blev stiftet en kold novemberaften i 1933 på Jernbanehotellet – det senere Williams Hotel -, hvor lokale skakpionerer – skomageren, gartneren og vognmanden – lykkedes at samle en kreds på 12-14 skak-interesserede farumborgere. Klubben tiltrak hurtigt flere medlemmer, og uden det store organisatoriske apparat arrangeredes hyggelige venskabsmatcher med skakklubber i nabokommunerne. Der blev også satset på undervisning – bl.a. med en fremragende stærk spiller fra Hillerød, den legendariske Jens Enevoldsen. ‘De fem forbandede år’ lagde naturligt en dæmper på skakaktiviteterne, men entusiastiske medlemmer samt en forstående politimester tillod et fortsat lidt skakliv. I denne periode trådte realskolelærer, Richard Kofoed og Egon Jørgensen ind på scenen, og disse to veteraner – som stadig er medlemmer i Farum Skakklub – var med til at styrke klubben i årene efter besættelsen, både organisatorisk og spillemæssigt. Først i 50-erne blev skakuret introduceret ved skakmatcher og turneringer, og da klubben samtidig organisatorisk kom med i DSU gennem Nordsjællands Skak Union udvidedes grundlaget for deltagelse i den mere organiserede skakverden. Op til 1970 havde medlemstallet været stagnerende, men i begyndelsen af 70-erne kom et vendepunkt i klubbens historie, da en ny generation rykkede frem og støvede den gamle klub lidt af. Klubben blev nu mere synlig i skaklandskabet ved at afholde årlige eksterne turneringer, ligesom et øget medlemstal betød styrket deltagelse i holdturneringerne. Da Farum Skakklub i 1980 rykkede til sit nuværende spillested på Ellegården blev vilkårene for klublivet optimeret. Den hyggelige gamle lade – som nu er væsentligt moderniseret – gav nogle muligheder for skakudfoldelse i Farum, der betød at klubben voksede umådeholdent. Da Farum Skakklub i 1983 afholdt sit 50 års jubilæum, garneret med stormesterturnering, stor åben turnering, udstilling m.m., var klubben en af landets største. Medlemstallet kom op omkring de 100, og bestyrelsen var i den helt absurde situation, at man alvorligt måtte overveje at lukke for yderligere tilgang. I 80- og 90-erne har Farum været meget aktiv med arrangementer, der kunne understøtte interessen for skak. Der er afholdt flere stormesterturneringer, DM for kvinder samt årlige koordinerede turneringer. I den sidste del af århundredet skete der en generel afmatning omkring interessen for klubskak, og dette betød også for Farum Skakklub faldende medlemstal, således at vi ved indgangen til det ny årtusinde var ca. 60 medlemmer. I forbindelse med kommunalreformen og sammenlægningen af kommunerne Værløse og Farum ændrede klubben i 2008 navn til Furesø Skakklub. Den detaljerede klubhistorie indtil 2003 er beskrevet af Farum Skakklub’s tidligere formand, Torben Brahe Christensen.